Menu

August 2017 begyndte forlængelsen af det eksisterende søkabel. Arbejdet vil forløbe over sensommeren og efteråret 2017. Søkabelforlængelsen fra Nuuk til Maniitsoq, Sisimiut og Aasiaat vil have en samlet længde på cirka 700 kilometer.

Søkablet forlænges ikke videre til Ilulissat, fordi de store isbjerge i området gør det svært at lægge kabel på den relativt højtliggende havbund, men TELE-POST opgraderer radiokæden fra Aasiaat til Ilulissat, så den kan levere højere data-kapacitet.

Når søkablet er lagt, løber det samlede Greenland Connect-kabel over 5.000 kilometer over havbunden. Søkablet er en motorvej for data, og når TELE-POST lægger kablet ved mundingen af Diskobugten, bliver det et stort løft for vores forbindelser nord for Nuuk.

Forlængelsen af søkablet, som vi kalder Greenland Connect North, vil fjerne flaskehalse, der gradvist gør det muligt også at opgradere hastigheden og kvaliteten af radiokædenetværket. Kombineret med andre projekter de kommende år vil søkablet få en stor positiv indflydelse, for mange på Vestkysten, ikke kun i selve søkabelbyerne, men for det meste af Vestkysten.

I 2007 fik TELE-POST mandat fra det daværende hjemmestyre til at etablere søkablet Greenland Connect, som dengang kostede omkring 736 millioner kroner. I 2016 godkendte selvstyret forlængelsen af forbindelsen til Aasiaat, som er det vi arbejder på nu. Det nuværende søkabelprojekt ventes samlet at koste TELE-POST omkring 350 millioner kroner.

Den 31. august 2017 markerede TELE-POST forlængelsen af søkablet mod Nord, Greenland Connect North, med en festlig event i Aasiaat. 

Søkablet betyder, at TELE-POST kan begynde at rulle nye bredbåndprodukter ud til kunderne i december 2017, og produkterne vil med tiden blive tilgængelige for flere og flere.

Alle byer fra Nanortalik til Uummannaq vil i december 2017 få samme internethastigheder som i Nuuk og Qaqortoq.

Flere andre steder i landet vil vores udstyr også blive opgraderet i løbet af de næste år, og vi vil bagefter tilbyde nye produkter.

Arbejdet med at styrke TELE-POSTs netværk er indtil videre skredet godt frem. Anlægsarbejdet på søkablet fik en god start, da TELE-POST ti dage før planlagt, på nationaldagen. den 21. juni 2017, kunne afslutte boringen af landtunneller til søkablet.

Syd for Aasiaat har vi i TELE-POST besluttet, at trække søkablet på land, helt præcist på øen Saqqarliip Nunaa, og monteret kablet på en række master. Dette for at undgå en unødvendig lang kabelnedlæggelse til havs.

denne side kan du live følge søkabelskibet, Ile De Seine, som det arbejder langs Vestkysten.


 

Seneste nyt om søkablet: