Menu

Eftertragtede grønlandske frimærker

31/10/2017 - 15:05

TELE-POST deltog 27. – 29. oktober i årets største nordiske frimærkeudstilling.

Årets Nordia-udstilling blev afholdt i Vejle. Nordia afholdes på skift i de fem store nordiske lande. I år var turen kommet til Danmark, hvor Vejle Frimærkeklub og Dansk Filatelist Forbund havde gjort et stort og flot forarbejde.

TELE-POST deltog med egen stand, som tiltrak sig stor opmærksomhed. Størst kø var der på åbningsdagen fredag den 27. oktober. Det skyldtes en fællesudgivelse med Det Franske Antarktiske Territorium, forkortet TAAF. Begge postvæsner udgav således de samme motiver på hver deres frimærker. Mange samlere sikrede sig disse nye frimærker fra begge postvæsner, og mange fik dem også signeret af kunstneren,

den legendariske norske illustrator og gravør, Martin Mörck.

Udviklingschef Allan Pertti Frandsen fortæller:

- Martin Mörck er en god ven af Grønland, som han har indgående kendskab til. Han har nu skabt over 100 frimærker for os, samt yderligere over 500 frimærker for postvæsner verden over. Han var derfor et stort trækplaster. Salget af fællesudgivelsen oversteg vores forventninger, så vi måtte i al hast skaffe en ekstra beholdning fra vores lager i København. Derved havde vi akkurat nok nye frimærker til alle samlerne.

Læs mere på www.nordia2017.dk. Læs mere om TELE-POSTs frimærker på www.stamps.gl og www.facebook.com/stamps.gl

For yderligere oplysninger, venligst kontakt udviklingschef Allan Pertti Frandsen på mobil +45 6139 3065 eller apf@telepost.gl og/eller kommunikationsdirektør Arnakkuluk Jo Kleist, på mobil +299 547854 eller ajk@telepost.gl.