Menu

Isen udfordrer radiokædeprojekt

01/06/2017 - 11:50

Et af målene i TELE-POSTs nye strategi er at styrke netværkene, så 92 % af befolkningen i Grønland kan opleve højhastighedsinternet. Blandt andet skal radiokæden udbygges og styrkes, men dette arbejde er lige nu udfordret af kong vinter.

Radiokædeprojektet handler om, at forlænge radiokæden mellem Uummannaq og Upernavik, samt styrkelse af radiokæden mellem Aasiaat, Qasigiannguit og Ilulissat. Arbejdet af radiokædeprojektet for Upernavik er allerede sat i gang, men byggeriet møder nu udfordringer grundet is i Nordgrønland.

Sammenlignet med andre år har det været en hård vinter og hele landet har fået meget store mængder sne og is. Det betyder, at det ikke endnu er muligt at arbejde på de steder hvor stationerne skal laves, hvilket har resulteret i en forsinkelse af anlæggelsen af radiokæden.

- Vi gør alt hvad vi kan for at nå det, men er blevet presset på vores tidsplan grundet vinteren. Dette betyder dog på nuværende tidspunkt ikke en forsinkelse af hele radiokædeprojektet, selvom vi allerede nu kan sige at det bliver en udfordring at nå helt til Upernavik i år. Vi er i dialog med vores entreprenører og undersøger hvad vi kan gøre for at nå i mål med projektet i år, siger Teknik og IT direktør, Jonas Hasselriis.

Forlængelsen af radiokæden mellem Uummannaq og Upernavik er efter planen sat til at skulle være klar i slutningen af oktober 2017.