Menu

Kabelbrud skyld i langsomt internet

27/12/2018 - 17:10

Et brud på TELE-POSTs sydgående fiberforbindelse på havbunden forventes at give nedsat internethastighed i længere tid.

Omkring klokken 06.30 fredag morgen gik søkablet til Island i stykker ud for Qaqortoq.

Det har betydet langsommere internet og kortvarige afbrydelser på radio, tv og telefoni i den sydlige del af landet.

Langsomt i Syd

Der er stadig forbindelse til alle tjenester via fiberforbindelsen fra Nordamerika, men det brudte søkabel til Island vil de næste dage forårsage væsentligt langsommere internet for mange kunderne i Sydgrønland.

Det skyldes, at data nu skal hentes fra nord gennem et netværk med mindre kapacitet uden det sydgående søkabel.

Vores netværksteknikere arbejder på at minimere følgerne af det iturevne kabel ved at omlægge datatrafikken. Men særligt de næste par dage vil vores internetkunder tydeligt kunne mærke langsommere hastigheder på nettet desværre. 

Dybt i havet

På grund af uheldige omstændigheder må perioden med reparation desværre forventes at kunne blive op til flere uger.

Det skyldes, at et kabelskib skal tilkaldes og specialister derefter må 'fiske' kablet op fra 3.000 meter havdybde for at finde de to kabelspidser og reparere dem.

Enkelte kunder uden forbindelse

De hårdest ramte kunder er Nanoq Medias internetabonnenter, som desværre ikke har forbindelse lige nu.

Det skyldes, at virksomheden har valgt en internetlevering fra TELE-POST, som kun bliver leveret over Island og ikke umiddelbart kan lægges om til det nordgående søkabel.

Vores teknikere arbejder også på at finde en særlig løsning, som kan give internet igen til disse kunder hos Nanoq Media.

Kunder kan løbende holde sig ajour på TELE-POST's hjemmeside under Driftsinformation.

 

For spørgsmål eller kommentarer henvises til kommunikationsmedarbejder Niels Krogh Søndergaard, tlf. +299 54 87 12.