Menu

Radiokædeforbindelsen til Upernavik er klar

16/10/2018 - 11:23

Frem til 2020 vil flere og flere kunder kunne få glæde af TELE-POSTs forbedrede netværk, i takt med at infrastrukturen udbygges. Heriblandt radiokædeforbindelsen til Upernavik, som nu er meget tæt på at være helt klar.

I slutningen af oktober bliver Upernavik koblet på den nye radiokædeforbindelse. Dermed vil der blive åbnet for salg af nye internetabonnementer, med en langt højere hastighed end, hvad der hidtidigt har været muligt.

August 2017 blev begyndelsen for søkabelforlængelsen fra Nuuk til Maniitsoq, Sisimiut og Aasiaat, som samlet har givet Grønland et søkabel på cirka 5.000 kilometer langs Vestkysten. Forlængelsen af søkablet har gjort det muligt at opgradere hastigheden og kvaliteten af radiokædenetværket.

I 2017 startede således også TELE-POSTs arbejde med at forstærke radiokæden fra Aasiaat til Qasigiannguit og Ilulissat; at opgradere radiokæden fra Aasiaat til Ilulissat til en højkapacitetsforbindelse, udvide radiokædeforbindelsen fra Ilulissat til Uummannaq og igen fra Uummannaq til Upernavik.

- Vi er stolte af at kunne bidrage til udviklingen af Grønland igennem levering af hurtigt internet til flest mulige borgere, og især i netop disse år ser vi det som en helt central opgave for TELE-POST at investere i udbygning af den infrastruktur, som muliggør dette, siger bestyrelsesformand i TELE-POST, Stine Bosse.

Også borgmester Palle Jerimiassen ser frem til hurtigere internethastigheder,

- Det bliver en stor dag for Upernavik og Avannaata Kommunia. Jeg er glad for, at hele området ikke længere er afhængig af satellitteknologien, og nu får de samme vilkår som resten af Grønland, siger Avannaata Kommunia’s borgmester.

Tættere på 2020-strategiens mål

Radiokædeprojektet er en del af TELE-POSTs strategi for 2020, hvor målet er, at 92 procent af befolkningen får adgang til højhastighedsinternet. Med radiokædeforbindelsen til Upernavik vil 82 procent af befolkningen være forsynet med højhastighedsinternet.

- Vi er glade for at være så tæt på strategiens mål allerede nu. Vi kan med stolthed sige, at vi er kommet meget nærmere vores mål om at binde hele landet sammen, siger adm. Direktør for TELE-POST, Kristian Reinert Davidsen.

Radiokæden er nu over 2.000 kilometer lang og består af 52 radiokædestationer. Mange af radiokædestationerne fra TELE-POST er bygget på fjeldtoppe i 400-1.600 meters højde.