Menu

Smukke dyremotiver på POST Greenlands nye frimærker

10/06/2021 - 08:38

De små grønlandske frimærker er beviser på vores lands unikke kultur, natur og historie. Sådan har det været lige siden vores allerførste frimærker blev trykt og udgivet i 1938. I dag den 8. juni 2021 udgiver POST Greenland nye frimærker, som blandt andet omhandler disse temaer.

FN’s Verdens Havdag

Den unge kunstner Ivínguak’ Stork Høegh har skabt et fantasifuldt frimærke, der markerer FN’s Verdens Havdag. Hvert år den 8. juni markeres denne FN-dag med fokus på verdenshavenes fundamentale rolle for livet på jorden. FN’s mål er at gøre folk opmærksomme på, hvor vigtigt havet er for vores fødevareproduktion, helbred, overlevelse, samt vores klima og, hvor vigtigt det er, at vi gør en indsats for at bevare havets ressourcer. Grønland deltager med hele hjertet til den internationale indsats. Frimærket er trykt i offset og udkommer i helark.

Truet dyreliv

Årets tema for EUROPA-frimærkerne er truet dyreliv. Grønlands Naturinstitut og Aarhus Universitet har sammen udarbejdet en såkaldt rødliste over truede dyrearter. Den er en fortegnelse over grønlandske dyr og planters trusselstatus og er bestilt af Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug under Grønlands Selvstyre. Ifølge seneste rødliste fra 2018, er der få dyrearter i Grønland, som anses for at være truet. Grønlandsk blisgås vurderes moderat truet, mens spættet sæl vurderes kritisk truet. Frimærkerne, der er tegnet af multikunstneren Miki Jacobsen, udkommer i helark trykt på normalt frimærkepapir, samt i et frimærkehæfte trykt på selvklæbende papir.

Læs mere om Grønlands frimærker på vores hjemmeside https://www.stamps.gl/.

Facts: PostEurop er den europæiske gren af Verdenspostunionen UPU, dvs. en organisation for offentlige posttjenester i Europa, hvoraf POST Greenland er ét af postvæsnerne. PostEurop står hvert år bag en fælles årlig EUROPA frimærkeudgivelse. EUROPA-frimærkerne er særdeles populære blandt samlere verden over. Siden 1994 har POST Greenland udgivet frimærker i denne EUROPA-serie, hvert år i henhold til et nyt fælles tema.
Læs mere om PostEurop her.

For yderligere oplysninger, kontakt frimærkechef Allan Pertti Frandsen, apf@telepost.gl, tlf. +45 61 39 30 65.

Læs kataloget for de nye frimærker her.