Menu

Tele Greenland A/S fejrer virtuelt rejsegilde af ny jordstation i Tasiilaq

03/12/2020 - 13:37

Tele Greenland A/S fejrer virtuelt rejsegilde af ny jordstation i Tasiilaq i samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq og med deltagelse fra Naalakkersuisut samt SES, der er den internationale leverandør af den nye satellitkommunikation. Torsdag den 3. december er en stor dag alle borgere i Tasiilaq og bygder. Et stort rejsegilde i Tasiilaq var ellers planen, men Covid-19 situationen og restriktioner gør at rejsegildet nu må afholdes virtuelt. Tele Greenland A/S arbejder fortsat på bedre internetabonnementer til satellitområderne og i Tasiilaq vil de være klar i løbet af 2021.

Første skridt mod bedre internetforbindelser for satellitområderne

Helt konkret sigter Tele Greenland A/S mod at forbedre og udbygge infrastrukturen over de næstkommende år i 3 trin, 2020 i Tasiilaq, 2021 i Ittoqqortoormiit og i 2023 Qaanaaq/Pituffik området, miner og fåreholderstederne. Det kræver noget helt særligt at bygge teleinfrastruktur i barskt arktisk klima med store afstande. Den Administrerende Direktør for Tele Greenland A/S Kristian Reinert Davidsen understreger derfor: 

- Selv de bedste satellitløsninger vil ikke kunne give de samme kundeoplevelser som i søkabelområderne, men vi arbejder hårdt på at sikre kunderne langt bedre internetkapacitet i satellitområderne end man har i dag. Dette er muligt takket være det gode samarbejde vi har med bl.a. Kommuneqarfik Sermersooq. 

Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Charlotte Ludvigsen, kvitterer for det gode samarbejde som kommunen også investerer i og fortæller: 

- Normalt er internet ikke noget en kommune tager sig af, men i Kommunalbestyrelsen syntes vi ikke, at vi bare kunne se på, mens vores borgere gik glip af de muligheder som internettet giver. Jeg er særligt glad for de muligheder et bedre internet giver i skolen. Nu kan Tasiilaqs børn, lige som skoleelever i resten af kommunen, modtage undervisning på iPads. Hun fortsætter: 

- Internettet har også stor betydning for vores ansatte i Tasiilaq. De får nu det rigtige værktøj til moderne og effektiv sagsbehandling. Vi meget glade for samarbejdet med Tele Greenland. Det har været dejligt at se, hvad vi kan opnå når vi arbejder sammen om et fælles mål.

Den nye Jordstation og moderniseringen af den eksisterende antenne i Tasiilaq står klar i dag som et tydeligt bevis på en stærk indsats, godt samarbejde og hårdt arbejde mellem Tele Greenland A/S samarbejdspartnere og det lokale entreprenørfirma i Tasiilaq. Administrerende direktør i Tele Greenland A/S, Kristian Reinert Davidsen siger i dagens anledning:

- Vi vil lykønske alle vores kunder i Tasiilaq og bygderne og ikke mindst en stor tak til alle dem, der har bidraget med hårdt arbejde under svære vilkår i at tage det første skridt i opgraderingen af teleinfrastrukturen i satellitområderne.

 

FAKTA BOKS

Tidslinje og tekniske detaljer

Tasiilaq-projektet har været længe undervejs. Forhandlingerne med leverandøren af satellitforbindelser til geo-stationære satellitter (SES) blev afsluttet i udgangen af 2019. Forberedelserne til etableringen af jordstationen i Tasiilaq begyndte i efteråret 2019, efterfulgt af moderniseringen af netværket og udbygningen af infrastrukturen fra midten af juli i år. I begyndelsen af september kunne borgerne i Tasiilaq allerede observere jordstationen og den genkendelige runde radome.   

Bedre teleinfrastruktur i Tasiilaq  

Sideløbende med anlægsarbejdet af jordstationen blev der gennemført yderligere forbedringer af teleinfrastrukturen i Tasiilaq:  

udvidelse af mobilnettet  

flere fiberforbindelser internt i Tasiilaq  

udvidelse af bygdeforbindelser   

omlægninger af alle satellit kredsløb for at sikre en optimal udnyttelse af satellitkapaciteten  

optimering af signalet  

sikring af anlægget mod dårlige vind- vejrforhold og fading   

Kæmpe indsats trods Covid-19 pandemien  

Etablering af en jordstation er ikke en opgave, der lige klares i løbet af få dage. Det er et stort projekt, der kræver tid og mange ressourcer både i Grønland, Danmark og England, hvor både planlægningsfasen, og det fysisk krævende anlægsarbejde i Tasiilaq har været under et stort pres lige siden Covid-19 begyndte at sprede sig over hele kloden. 

Til vores kunder i Tasiilaq

Tusass Kunder i Tasiilaq kan paradoksalt have en dårligere internetoplevelse i dag 3/12-2020, hvor indvielsen af den nye Jordstation i Tasiilaq sker. Dette sker fordi kunderne har taget så godt imod de nye datapakker samtidig med, at det virtuelle rejsegilde foregår, og forbindelserne ikke er skiftet over til den nye satellit endnu. TELE-POST glæder sig over at se så mange kunder i Tasiilaq er glade for den nye data, og vi opfordrer til, at kunderne bruger denne data over en længere periode også i juletiden og ikke bruger det hele med det samme, for så vil man kunne opleve forringede forbindelser. I dag fejres indvielsen af selve jordstationen og den nye radome altså og i starten af 2021 kan kunderne i Tasiilaq forvente bedre forbindelser.


 

Kontakt for yderligere oplysninger: Kommunikationschef i Tele Greenland A/S, Julie Rademacher Mobil +299 352626 Mail: julie@telepost.gl