Menu

TELE-POST skal finde en ny postdirektør

21/04/2021 - 15:30

TELE-POST skal finde en ny postdirektør, da Per Svendsen fratræder som postdirektør med udgangen af april måned. Fratrædelsen sker som en naturlig del af udviklingen i TELE-POST, der er gået ind i en ny strategiperiode

Administrerende Direktør for TELE-POST Kristian Reinert Davidsen udtaler om dette:

  • Selskabet har forandret sig meget gennem de seneste år, og nu står vi i en ny tid med nye opgaver som blandt andet indbefatter spændende muligheder indenfor online handel.
  • Samtidig er det meget vigtigt for mig at understrege, at vi har været meget glade for Per som repræsentant og leder af posten i rigtig mange år. I sin rolle som postdirektør har Per sin del af æren for at skabe og udvikle den virksomhed som vi alle sammen er stolte af i dag.
  • I al slags vejr har Per som postdirektør sikret, at posten er kommet ud. Vi takker for alle de år Per har arbejdet for posten og ønsker ham alt det bedste fremover.

Per Svendsen har været ansat i det grønlandske postvæsen i mere end 30 år, hvor han har været leder for Post gennem en årrække, hvor antal af breve er faldet som en naturlig del af digitaliseringen, der til gengæld skabes via teleområdet i samme virksomhed.

HR Direktør Helena Rotvig Kristiansen bliver konstitueret som fungerende Postdirektør fra og med 1.maj 2021 og indtil der er fundet en ny postdirektør.