Menu

Global Maritime Distress and Safety System er det globale nød- og sikkerhedssystem, som trådte i kraft d. 1. februar 1999. Systemet gælder alle skibe større end 300 brt. samt passagerskibe i international fart.

GMDSS bygger på satellit- og digital kommunikation og er en afløsning for det gamle analoge system, der fungerede på 2182 kHz og VHF kanal 16. Grundstenene i systemet er bygget op om krav, der følger af havområderne benævnt:

  • A1 - dækket af VHF DSC
  • A2 - dækket af MF DSC
  • A3 - dækket af Inmarsat
  • A4 - alt uden for de ovenstående områder. I teorien er det havområderne nord for ca. 76º nordlig bredde og syd for ca. 76º sydlig bredde.

MF DSC

Mellembølge-DSC er et digitalt kaldesystem, som anvendes både kommercielt og som nød- og sikkerhedssystem.

I Grønland er etableret A2-havområder dækket af udvalgte sendere på mellembølge-DSC. Det grønlandske DSC-system fungerer kun som nød- og sikkerhedssystem på frekvensen 2187,5 kHz. A2 området dækker i store træk kystlinien fra nord for Upernavik til kysten nord for Tasiilaq i en afstand på optil ca. 300 sømil fra kysten.

VHF DSC

VHF DSC er som MF DSC opbygget som et digitalt system. Systemet bliver brugt til nød- og sikkerhedssystem, men også kommercielt.

Inmarsat

Inmarsat-systemet er i GMDSS et nød- og sikkerhedssystem, som dækker jordkloden mellem ca. 76º nordlig bredde og ca. 76º sydlig bredde.

Rækkevidden er begrænset af Inmarsats geostationære satellitter.

Der eksisterer en bred vifte af skibsjordstationer og landjordstationer til dækning af skibsfartens behov for kommunikation.

Inmarsat-systemet kan dog også anvendes kommercielt til samtaler og telegrammer.

Du finder yderligere information om Inmarsat's rolle i GMDSS på Inmarsats hjemmeside: www.inmarsat.com.

NAVTEX

NAVTEX er et system på mellembølge 518 kHz, som udsender vejrvarsler, navigationsadvarsler og genudsendelser af nødmeldinger.

NAVTEX fungerer rent praktisk som en modtager, der automatisk udskriver meldingerne på et stykke papir. Udstyret kan også købes som en lille boks, der kobles til en PC.

Normalrækkevidden for NAVTEX er ca. 400-500 sømil.

Nedenstående NAVTEX-stationer bør kunne bruges ved Grønland:

NAVTEX-STATIONIDENTIFIKATIONS-BOGSTAVSENDETIDER UTC
Bodø Radio, SvalbardA0000, 0400, 0800, 1200, 1600, 2000
Eqaluit RadioT0310, 0710, 1110, 1510, 1910, 2310
Kook Island, NuukW0340, 0740, 1140, 1540, 1940, 2340

Labrador

 
X0350, 0750, 1150, 1550, 1950, 2350
Reykjavik Radio, SaudanesR0250, 0650, 1050, 1450, 1850, 2250
Reykjavik Radio, GrindavikX0350, 0750, 1150, 1550, 1950, 2350
Simiutaq, QaqortoqM0200, 0600, 1000, 1400, 1800, 2200
UpernavikI0120, 0520, 0920, 1320, 1720, 2120

Operativ myndighed for de grønlandske udsendelser på stationerne M, I, X, R og W er MRCC NUUK.

EPIRB'er

Til GMDSS er krav om et antal forskellige nødradiosendere afhængigt af, hvilket havområde skibet besejler og skibets størrelse, art og bemanding.

I A3-havområder bliver der brugt såkaldte Inmarsat EPIRB'er, der er i stand til automatisk at udsende skibets identitet og position. Inmarsat EPIRB'er bliver i de nye versioner udført med indbygget GPS-modtager.

I alle havområder kan man bruge såkaldte COSPAS/SARSAT EPIRB'er, der bygger på et russisk/amerikansk samarbejde om satellitter, der kredser om jorden polært.

  • COSPAS/SARSAT EPIRB'erne anvender frekvensen 406MHz.
  • 406MHz EPIRB'ernes positionsangivelser er nøjagtige til inden for 5 km.
  • Desuden sender 406MHz EPIRB'erne også skibets identitet videre til redningsmyndighederne.

I alle havområder kan man også bruge en såkaldt SART. En SART er en nødradiosender, der i aktiveret tilstand kan reagere på skibes 3 centimeter radar.